Historien om Keyser

Historien om DK Shadowpaw's Keyser Soze

Historien om Keyser Soze starter tilbage i 2014, hvor vi ventede vores 11. kuld – K-kuldet med spænding. Den vordende mor var vores egen Shadowpaw’s Bling-Bling (BB) og faderen SC DK Julle-Kris’ Donovan, DVM, som vi havde været så heldige at få lov at låne. Vi havde tidligere lånt Donovan til Bling-Bling’s mor hvor vi var utrolig tilfredse med resultatet. Formålet med parringen mellem BB og Donovan var at give os en hunkilling med bedre sølv og show-temperament end moderen. Resten af killingerne, skulle, efter ønske fra hankatteejeren, gå ud til kæl.

BB havde tidligere lavet et kuld på 3 killinger hvor alt var forløbet efter bogen og hun havde været en eksemplarisk mor. Vi havde ingen grund til at tro at denne gang skulle gå helt, helt anderledes. Vi blev klogere…

 

Den søde ventetid

BB’s drægtighed forløb uden problemer. Dog tog hun ikke så meget på og vi snakkede om vi skulle være glade bare der var to killinger, så de i det mindste kunne holde hinanden varme. Ca. 14 dage før termin bemærkede vi at BB faktisk virkede noget tynd. Hun havde en mægtig appetit og vi begyndte at fodre hende med alskens lækkerier for at få noget vægt på hende. Da hun ellers opførte sig fuldstændigt normalt, regnede vi egentlig bare med at det var killingerne, der tærede på hende. Vi var meget spændte på de kommende killinger, men samtidig begyndte tvivlen at nage. Kunne hun klare fødslen og killingerne? Nu begyndte vi faktisk at håbe på at der ikke var mere end 2-3 killinger.

Fødslen

BB fødte på dag 63. Hun startede med veer kl 16, og fødte den første killing et kvarter efter. BB ordnede killingen og den kom til patten. Så kom nr. 2 og 3 så hurtigt efter hinanden at moderkagen fra nr. 3 ikke kom med ud. Her begyndte det at gå galt. BB udvandrede. Det var tydeligt at det her, det syntes hun godt nok var overvældende. Jeg måtte i gang med at frigøre killingerne fra fosterhinder, rense luftveje og tørre dem. I mens satte Martin vores sturdi habitat op. Killingerne blev lagt ind i den og BB blev installeret hos dem og det hele blev lukket til så hun ikke kunne stikke af. Jeg mærkede hende igennem og kunne mærke mindst 1 killing mere. BB holdt en lille pause mens killingerne fik noget modermælk. Der var nogenlunde ro på.

Så fortsatte fødslen. 3 killinger mere kom der. Da den sidste killing kom kl. 21 var både BB og jeg noget opgivende. 6 killinger! Alle med en fødselsvægt mellem 111 og 123 g. Ikke nogle små nogle. Moderkagen fra den 3. killing kom også ud så der var styr på den del af det. BB fik en opstrammer i form af KMR og æggeblomme og da alle killinger havde fundet en plads i mælkebaren, gik jeg i seng.

Den første uge

Allerede ved midnat begyndte problemerne. Der var megen uro i fødekassen. Jeg stod op og opdagede at BB sad i den fjerneste ende af fødekassen og kiggede ud. Hun gad ikke killingerne. Hun ville bare ud af den sturdi! I fire timer prøvede jeg at få hende til at lægge sig hos killingerne inden jeg resignerede og gik ned og varmede noget flydende KMR. Killingerne fik alle noget KMR og der blev ro på.

Roen varede nogle timer. Kl. 7 stod jeg op og vejede killingerne. 1 havde taget fint på. Resten holdt vægten. Ingen panik. BB skulle jo lige i gang med mælkeproduktionen. En havde taget på, så noget mælk måtte hun jo have. Jeg fodrede igen killingerne med KMR og det fortsatte jeg så med hver 3. time hele dagen. Og natten med. Ja, faktisk hele ugen. BB fik aldrig mere mælk end hvad 1 killing havde brug for. Her stod vi så med 6 killinger og en mor uden mælk.

Lykkeligvis havde jeg ferie den første uge. Fodringen stod på hver 3. time. Heldigvis var alle killingerne ret gode til at tage mælken fra engangssprøjten. Det er en nørklearbejde at få mælk i så små killinger uden at de får det i den gale hals. Men det gik. De tog bare ikke på. Hele min ferie gik jeg rundt som en zombie med mælkepletter på tøjet og en alarm, der ringede hver 3. time, døgnet rundt. Hver nat sov vi med ørepropper da killingerne skreg meget. Der var ikke megen nattesøvn.

Et par uger i helvede

Vi kom igennem den første uge. Alle 6 killinger levede endnu. Andre spurgte om de var teknisk gode. Jeg havde slet ikke ville kigge på dem. Tænk hvis de ikke overlevede! Der var en sølvpige imellem. Jeg kunne næsten ikke bære der skulle ske noget med hende.

Jeg startede på arbejde igen. Vi gik over til at fodre hver 4. time. Jeg fik en mødetid der passede med at, jeg kunne nå at fodre kl. 3 om morgenen. Så måtte Martin fodre kl. 7 og 11 og så var jeg hjemme til at fodre kl. 15, 19 og 23. Og så startede det hele forfra kl. 3 næste morgen. Killingerne spiste godt. De blev vejet 2 gange dagligt. Og 2 gange dagligt var jeg ved at tude af frustration over de stort set ikke tog på!

Vi begyndte at bemærke en liflig duft i fødekassen og senere i soveværelset. Ikke nok med at BB ikke havde mælk nok til killingerne, så ordnede hun dem heller ikke. Alle der har prøvet at stå med små killinger ved hvor blanke og lækre de er i pelsen og hvor godt de dufter. Vores K-kuld så nussede ud og de duftede absolut ikke. De lugtede. Af abegrotte!

Det er først når man med hele arbejdet selv at det går op for en hvor meget arbejde en kattemor faktisk laver. Hun fodrer killingerne, hun soignerer dem og hun sørger for de kommer af med afføring og tis. Vores killinger manglede alt det.

Vi udviklede et samlebåndsarbejde hvor jeg fodrede en killing og Martin nulrede den på maven så den tissede. Vi blev så effektive at vi kunne klare alle 6 killinger på 20 minutter. Hver gang en lille killing skal af med afføring er dens mor der til at rengøre den bagi. BB’s killinger klappede bare halen ned over numsen så de fik en indtørret prop som forhindrede videre afgang af afføring og tis. Det betød af vi ud over mad og mavenulring også måtte vaske de små killinger bagi for at få opløst kagen under halen. Det blev nogle gange til bad 3 gange dagligt af 6 killinger. Ud over fodring hver 4. time. Plus skiftning af underlag i fødekassen 3 gange dagligt. Og så lige en 37 timers arbejdsuge oveni!

Jeg begyndte efterhånden at ligne en hængt kat. Det eneste der holdt os oppe var at for hver dag vi holdt de 6 killinger i live, så var vi en dag tættere på der hvor de kunne spise selv og bruge kattebakke.

Et pusterum

Da killingerne var 3,5 uger skulle vi af sted på en ferie til Kreta. Dårlig planlægning, men ferien havde været planlagt og bestilt i efteråret. Vi skulle af sted med et vennepar og drøftede om vi skulle aflyse. Vores rigtig gode katteveninde, Annette Preuss havde tilbudt at tage BB og killingerne den uge vi skulle være væk. Vi syntes godt nok det var en stor opgave at lægge på hendes skuldre, men samtidig var vi ved at køre helt i sænk efter 3,5 uger uden søvn.

Vi endte med at køre ud med hele menageriet til Annette og Steffen. Da vi kørte derfra var det med en blanding af lettelse og dårlig samvittighed. Lettelse over at lægge ansvaret fra os og dårlig samvittighed over at dumpe det på Annette. Vi havde sagt til hende at hun ikke skulle veje killingerne hver dag (ingen grund til at demoralisere hende også), men bare gøre sit bedste for at holde dem i live. Så håbede vi ellers Annette kunne have held med at lære dem at spise vådmad og gå på bakke mens vi var væk. Man har jo lov at drømme!

Åh, velsignede nattesøvn! For første gang i 3,5 uger kunne vi sove igennem.

I gang igen

Efter en forrygende dejlig uge på Kreta kom vi hjem med fornyet energi. Vi tog ud for at hente BB og killingerne. Killingerne sad der og kiggede på os, nussede i pelsen og med madrester smurt ud i hele femøren. Men de levede og det var det vigtigste!

Vi startede op med mælkefodring igen (dog kun 3 gange dagligt) og supplerede med vådmad (torskerogn blandet op med KMR). Det gik slag i slag med at lære dem at spise og bruge bakke. Vi begyndte at se lysere på det.

Vi havde fået adskillige henvendelser på killingerne, men havde besluttet folk ikke kunne komme og se dem før de var mindst 6 uger gamle. Så håbede vi de var begyndt at ligne almindelige killinger og ikke noget der var rullet i torskerognsmos. Det var også noget af en opgave at få taget de ugentlige billeder til hjemmesiden. Det krævede noget kreativt lyssætning og beskæring af billederne.

Undervejs prøvede vi at få en af de andre hunkatte til at interessere sig for killingerne i håb om at de kunne få lidt moderlig omsorg, men uden held. Det var først da vi rykkede dem ned i stuen at de andre hunkatte kom til. Så gik både Angel, Fiji og Enya i gang med at ordne dem og vi kunne ånde lettet op. Ved 6 ugers alderen var vi kommet dertil at vores killinger faktisk lignede killinger og spiste mad selv samt brugte bakken uden problemer. Vi begyndte at tro på det.

Hvad nu?

Selv om BB spiste godt tabte hun sig stadig. Et par ture til forskellige dyrlæger og vi fik besked på at hende kunne vi lige så godt aflive; hun kunne falde død om hvad øjeblik det skulle være. Vi tænkte; Hvad med killingerne? Bliver de syge? De var på det tidspunkt 6 uger gamle. Efter en snak med dyrlægen besluttede vi at holde killingerne hjemme til 16 uger så de kunne nå at blive færdigvaccineret og deres immunsystem var bedre udviklet. Så måtte vi bare håbe på at eventuelle killingekøbere var tålmodige.

Killingekøbere

Da killingerne var omkring 6 uger var de efterhånden så pæne at vi kunne være bekendt at vise dem frem til interesserede killingekøbere. Der havde været en del henvendelser på killingerne, og specielt på Keyser Soze, en fin sortsølv makreltabby bicolour.

Der kom en super sød familie og kiggede på Keyser, som de havde forelsket sig i på billederne. De snakkede om at han skulle have mulighed for at komme ud i deres have og jeg kan huske vi snakkede om kattesikret have og om at tage ham ud i sele. Jeg gjorde opmærksom på at han pga. sin opvækst var utrolig tillidsfuld over for fremmede og at han nok ikke var en kat, som ville egne sig til at gå frit uden opsyn, da han simpelthen ville gå med andre med hjem. Da han ydermere var en ualmindelig flot kat, ville der være risiko for at nogle simpelthen ville vælge at tage ham. De fik også at vide at han ikke var vant til børn og at de på sigt nok skulle overveje en katteven til ham, da han var en killing med krudt i bagen.

Familien snakkede godt for sig og virkede enormt sympatiske, så de fik lov at købe Keyser. De ventede spændt på killingerne blev 16 uger, så de kunne få Keyser hjem, og den store dag oprandt, hvor killingerne endelig flyttede til deres nye hjem.

Familien var vældig glade for deres lille killing og jeg fik mails fra tid til anden om hvor sød og dejlig han var.

Til Nytår fik vi nytårshilsen fra Keyser og fik at vide at han kom ud i sele da de var bange for nogle ville tage ham. Jeg pointerede her endnu en gang hvor tillidsfuld han ville være over for fremmede.

Da Keyser fyldte 1 år fik jeg igen hilsen fra ham og alt var fint.

Motorvejskatten

En lørdag aften i starten af maj 2015, fik jeg en sms fra Annette, som havde passet killingerne, da vi var på ferie. Hun havde lige læst en historie på Roskilde Internats Facebook-side om den her sølvgrå norske skovkat ved navn Keyser, som de havde fået indleveret lørdag morgen, efter at en dame havde samlet ham op på Køgebugt Motorvejen. Da han både var øretatoveret og chippet kunne de nemt finde ejerne, som kunne fortælle at han havde været væk i næsten 4 uger. Var det Keyser Soze?

Jeg kan huske at jeg svarede Annette at det havde jeg svært ved at forestille mig, da jeg ikke havde hørt et pip fra Keysers ejere om at han skulle være blevet væk. Der står jo i vores købskontrakter at vi skal have besked hvis der sker katten noget.

Jeg gik dog hurtigt ind på Facebook og kunne med det samme konstatere at det bestemt var Keyser Soze, historien omhandlede.

En dame havde opdaget ham i midterrabatten på Køgebugt Motorvejen, og selv om hun var meget bange for katte, havde hun stoppet bilen og samlet ham op og indleveret ham til Roskilde Internat, som hurtigt kunne finde frem til de overlykkelige ejere, som i mellemtiden havde anskaffet sig en anden kat.

Noget rystet over den historie, kontaktede jeg Keysers ejer den lørdag aften og skrev at det var godt at de havde fået ham tilbage, men om de dog ikke kunne passe lidt bedre på ham? Svaret kom prompte. Hvad jeg mente med det? De passede skam fint på ham, men det var ham, som var helt umulig og blev ved med at stikke af. De mente faktisk at han slet ikke kunne lide dem og han rev også datteren og de var bange for hun ville få grimme ar eller blive revet i øjet. Det var lidt andre toner end hvad jeg tidligere havde fået oplyst i diverse mails og det virkede lidt som om de syntes at det var en fejl ved katten at han gik på eventyr.

Jeg prøvede i løbet af søndagen at spørge om de dog ikke kunne kattesikre haven, men de mente er 2 meter højt plankeværk burde være nok og de havde også snakket om at lade Roskilde Internat finde et nyt hjem til ham.

Da den mail tikkede ind skrev jeg mandag morgen at hvis de overvejede at finde et nyt hjem til Keyser, så ville vi da hjertens gerne komme og hente ham og selv finde et nyt hjem til ham. Især fordi det faktisk også står i vores købskontrakt at hvis man ønsker at komme af med katten igen, skal vi have besked.

Igen faldt svaret prompte. Kunne vi hente ham samme dag?

På dette tidspunkt var jeg rimeligt oppe at køre over hele denne her motorvejshistorie, så jeg sendte gemalen af sted for at hente Keyser hjem, mens jeg gjorde en løbegård klar. Da Keyser jo havde været på springtur i næsten 4 uger kunne vi ikke bare lukke ham ind til resten af husets katte.

Da Martin kom hjem med Keyser, fortalte han hvordan Keyser åbenbart havde været stukket af masser af gange, og blandt andet også gik ned til den lokale Imerco, hvor han hjemmevant spadserede ind i deres frokoststue.

Keyser blev installeret i en af vores løbegårde. Han fik et hurtigt sundhedstjek og en loppekur. Han var tynd og pjusket og manglede totter hist og pist. Desuden havde han et kattebid på halen. Men egentlig var han i forbløffende god stand af en kat som havde været på fri fod i næsten en måned. Vi gætter på at han noget af tiden må have boet hos andre.

Efter test for diverse lidelser og tid i karantæne prøvede vi at integrere Keyser i flokken herhjemme. Det stod hurtigt klart at han var en kat som der slet ikke var blevet sat grænser for eller opdraget på. Han havde meget svært ved at forstå et nej, og specielt de fertile hunkatte havde svært ved at styre ham. Vi blev nødt til at finde et andet hjem til ham, men hvor?

En frelsende hånd

Ind fra højre kom Jacky Ludwig, som havde købt Keysers to brødre, Kahlua og Kopi Luwak. Hun tilbød at tage Keyser, for han skulle da over og bo hos sine brødre og tumle med dem. Hun havde desuden en meget bestemt hunkastrat, som hun godt mente kunne sætte Keyser på plads. Jeg var lidt tøvende, for Jacky ville gerne starte opdræt og jeg syntes egentlig ikke hun skulle starte sin opdrætskarriere med at fylde huset med kastrater. Men vi havde ikke selv pladsen til Keyser, så han blev pakket i en transportkasse og vi kørte til Nordjylland, for at se om Keyser kunne finde sig til rette i det jydske.

Man må sige at det gik over alt forventning. Keyser flyttede ind og Jacky gik i gang med at fede ham op. Han var jo håbløst bagud i vægt og størrelse i forhold til hans to brødre. Så sommeren gik vist mest med at få Keyser tilbage i kondition. Han faldt hurtigt ind i flokken hjemme hos Jacky efter at været blevet sat på plads af hendes hunkastrat.

Keyser på udstilling

Jacky udstiller sine katte og Keyser skulle selvfølgelig med. Det var jeg meget spændt og nervøs over, for hvordan ville han tage det? Og hvad med hans øretatoveringer? Ville det trække ned i dommernes øjne?

Jeg kan huske Jacky sendte mig en sms med spørgsmålet: ”Hvordan er Keyser at bade?” Tror jeg nåede at tænke Øh… inden der dukkede en mms op med et billede af en meget våd Keyser og teksten: ”Det tog han fint.” Friskt og fantastisk med en killingekøber, som bare sådan kaster sig over udfordringerne.

I september 2015 debuterede Keyser på udstilling. Han tog det i stiv pote og var sød og charmerende på dommerbordet og blev belønnet med et CAP. På hans 3. udstilling blev han sørme også NOM og tog en stemme på scenen over sin bror, som blev BOB 1.

Nøj, hvor var jeg stolt! Min lille motorvejskat, som vi havde flasket op fra fødslen og som havde gået så meget igennem, kunne klare sig på show! Jeg kan huske at jeg lavede en lille sejsdans mens jeg sang ”Keyser fik en stemme. Keyser fik en stemme.” En eller anden sagde; Ja, ja, men Kopi blev BOB1. Ja da, og det var også flot, men Keyser fik en stemme!!!

Siden har Keyser været med på en del shows og er i dag GIP. Han har også været på scenen flere gange og jeg er simpelthen så pavestolt hver gang når jeg ser ham stå der oppe på scenen med høj haleføring.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på hvor meget han har gået igennem og hvor galt det kunne være gået.

Han kunne være endt som splat på motorvejen, men han klarede sig over til midterrabatten.

Tænk hvis han ikke var blevet samlet op. Det var immervæk en person, som var bange for katte, som stoppede og samlede ham op. At han overhovedet kunne samles op skyldes jo nok det faktum at han er flasket op og ekstremt venlig over for mennesker.

Tænk hvis Roskilde Internat ikke havde postet historien på Facebook. Eller hvis Annette ikke havde set historien og kontaktet mig, så vi kunne få taget hånd om situationen. Der er så mange faktorer, der spiller ind, hvor det kunne være glippet og enden på historien var blevet en hel anden.

 

Status

Vi har lært en del af denne her historie. Vi har lært at være meget mere kritiske med hvem vi sælger kat til. Vi er begyndt at google folks adresser så vi kan vurdere om de bor et sted, hvor vi synes det er forsvarligt at en kat kan komme ud. Vi er stadig kritiske med at sælge til fritløb, men vi ved også at folk jo bare kan sige at katten selvfølgelig skal bo indenfor.

Vi har erkendt at man kan skrive nok så mange formaninger i købskontrakten; der vil altid være nogle, som ikke overholder dem.

Og hvad med Bling-Bling? Jo, hun lever skam endnu i bedste velgående. En skrap antibiotikakur og en masse TLC fik hende på fode igen. Hun er i dag 6,5 år og har haft en kuld killinger mere. Det klarede hun i fin stil; sikkert fordi hun denne gang kun fik 4 killinger.

K-kuldet vil altid betyde en masse for os, og det er vigtigt for os de har det godt.

Knirke døde desværre af tarmslyng i august 2015.

Kobe trives super og har en stor, indhegnet have at boltre sig på.

Koi flyttede hjem til os i forår 2016, da hans ejer ikke kunne have ham mere. Han fik et nyt hjem i sensommeren og har det super.

Kahlua fik en dødsdom af dyrlægen en søndag aften i juli 2015, men Jacky fik en second opinion og Kahlua har det fint i dag. Han går hjemme og hygger sig med sine brødre.

Kopi er en succesfuld showkat, med pt. 17 NOM og 12 BIS siden han gik i åben klasse.

Og skønne Keyser Soze lever et forrygende og sikkert katteliv. Han har adgang til stor løbegård og kan lege med sine brødre og husets andre katte. Han har knyttet sig til Jackys datter, Michelle og det er fantastisk at se kemien mellem disse to på udstillinger.

Efterskrift

Der er rigtig mange holdninger og meninger om det med at lade katte løbe frit og at det er kattens natur at rende frit. Det er vigtigt at huske på at man skal holde sine dyr på sin egen matrikel. Dette gælder også katte. Der er nok rigtig lang vej igen for at ændre folks holdninger til katte og det frie katteliv.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

20.08 | 20:07

Hej Charlotte

Jo jeg er stadig interesseret.
Mvh
Kristhina

...
20.08 | 12:32

Hej Kristhina
Send os en mail på shadowpaw@live.dk, hvis du stadig er interesseret i en voksen kat. Vi har en, som søger nyt hjem snarest.
Mvh
Charlotte

...
09.08 | 15:37

Hej
Jeg læser at i indimellem har en voksen kat til salg. Det kunne jeg godt være interesseret i. Jeg har tlf. 42668817 og hedder Kristhina

...
15.07 | 17:19

Hej Maria
Kig på www.norskskovkat.dk, for at se om der er nogle der. Denne her side er kun for vores egne katte, som søger nyt hjem.
mvh Charlotte

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE