Forgiftning hos kat

Forgiftning hos kat

Når man får en ny, lille killing ind i huset, så er det ikke altid, man i begejstringen tænker på alle de farer, der lurer i et helt almindeligt hjem. Der er selvfølgelig de oplagte med, at killingen kan falde ned fra kommoden eller ud ad vinduet. Den kan tygge i elektriske ledninger, og den kan stå på hovedet i toiletkummen. Men der lurer også skjulte farer fra uventede kanter. Ting, der er så almindelige i hjemmet, at man ikke lige tænker over, at de kan udgøre dødelige farer for killinger og voksne katte, for den sags skyld.

Vi snakker om forgiftninger. Nedenfor gennemgås en række af de mere almindelige årsager til forgiftning hos katte.

Menneskemedicin

Det kan være vældig fristende at ty til sit eget medicinskab, hvis lillemis er sløj en dag, og man kvier sig for at tage til dyrlægen. Det kan dog hurtigt gå hen og give bagslag og blive en rigtig dyr fornøjelse i dyrlægeudgifter.

En af de mest almindelige smertestillende midler, man kan få i håndkøb til mennesker, er paracetamol-baseret (Panodil, Pamol og lign.). Når paracetamol bliver nedbrudt i leveren, danner det et giftigt stof, som ødelægger leveren. Hos mennesker bliver dette stof dog hurtigt nedbrudt videre til nogle harmløse stoffer. Dette sker ikke hos katte! Når nedbrydningen når til det giftige stadie, stopper det simpelthen, og giftstoffet ophobes i leveren. Katten bliver hurtigt meget dårlig; den holder op med at spise, bliver sløv og slap, og hvis man kigger godt efter, kan man se, at den er gul i huden, på gummerne og i det hvide i øjnene.

Hvert år bliver katte indlagt med paracetamol-forgiftning. Forgiftning der er sket ved uheld (tabte piller) eller ved, at katten har fået paracetamol i misforstået godhed (forsøg på at give smertestillende). Det kan være ganske vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at rette op på akut leversvigt som følge af paracetamol-forgiftning, og tit opdager ejeren først symptomerne, når det er for sent. Mange af kattene ender med at blive aflivet.

Planter i hjemmet

Listen over planter, der er giftige for katte, er lang, og her vil vi kun komme ind på nogle af de mest almindelige, som de fleste mennesker på et eller andet tidspunkt har i deres hjem.

Generelt er alle løgplanter giftige for katte i mere eller mindre omfang. Symptomerne ved indtagelse er opkastning og diarré. Hyacinth og tulipaner er nok de løgplanter, folk oftest har stående i hjemmet.

Også amaryllis (De fire Verdenshjørner) er giftig for katte. Hele planten er giftig og giver opkastning, diarré, mavesmerter, hjerteproblemer, slingerhed, kramper og blodtryksfald. Dette er livstruende.

Alle planter i lilje-familien (Lilium sp) er meget giftige for kat. Nogle giver opkastning og diarré, mens et par stykker (f.eks. trompet-lilje og daglilje) giver akut nyresvigt. Her er planterne så giftige, at kattene ikke engang behøver at tygge direkte i planterne. Støvet fra støvdragerne kan drysse ned på bordet omkring buketten, og katten kan gå forbi og få støvet på poter og pels. Når den efterfølgende soignerer sig, får den indtaget støvet og bliver efter kort tid (få dage) meget syg. Symptomer vil vise sig som manglende appetit. Katten kan drikke meget og holde op med at gå på bakke. En blodprøve vil vise forhøjede nyretal, og efterhånden som nyrerne holder op med at virke, vil katten ophobe affaldsstoffer i blodet og udvikle hjertesvigt. Man kan prøve med symptomatisk behandling og dialyse, men ved fuldstændig nyresvigt ender katten tit med at blive lagt til at sove.

Julestjerne er en plante, som mange har i hjemmet om vinteren, hvor dens smukke røde blade er et farverigt indslag i den mørke vintertid. Her er det plantesaften, som er giftig for katten. Saften giver irritation i mund, hals og mave og forårsager opkastning og diarré. Katten kan få så kraftige hævelser i mund og hals, at den bliver kvalt.

Kalanchoe (Brændende kærlighed) er en lille potteplante, som mange forbinder med bedstemors vindueskarme. Hvis katten tygger i den, kan det medføre vejrtrækningsproblemer og kramper.

Man skal huske, at det ikke bare er planterne, som er giftige, hvis katten tygger i dem. Også blomstervandet i krukkerne kan indeholde giftstoffer, og katten kan blive alvorligt syg af at drikke vandet.

En plante, som også skal nævnes, selv om katten mest kommer i kontakt med den i tørret form, er tobaksplanten. Tobak indeholder nikotin, som giver lammelse af åndedrætsmusklerne hos kat. Når man ser på killingers tilbøjelighed til at have næsen i alt og tygge i alting, sammenholdt med mængden af cigaretter i de danske hjem, så er det utroligt, at tobaksforgiftning alligevel ses relativt sjældent. Er uheldet ude, så er behandlingen også her symptomatisk (understøttende). Dyrlægen kan prøve at fremtvinge opkastning, hvis tobakken stadig er i mavesækken og ellers give ilt.

Loppemidler til hund

Hunde og katte er forskellige og reagerer forskelligt på visse medikamenter. Nogle tror, at man bare kan købe loppemiddel til hund og så dele det op i mindre portioner og give kattene i huset, for derved at spare penge.

Bayvantic og Frontec til hund indeholder permethrin, som er meget giftigt for katte.

Katte, som har fået f.eks. Bayvantic, enten ved et uheld (katten har slikket på hundens pels, efter hunden er blevet behandlet med loppemidlet) eller fordi ejeren aktivt har givet katten loppemidlet for at spare penge, bliver typisk indlagt med opkastning, diarré, forøget hjerterytme og krampeanfald. Der findes ikke nogen modgift. Behandling består i symptomatisk behandling. Det vigtigste er at kontrollere kramperne og stabilisere hjerterytmen. Katte kan dø af dette.

 

Fødevarer

En del fødevarer, man tit lige har liggende fremme, er giftige for kat. Mange katte kan godt finde på at hoppe op på køkkenbordet og gå på rov i skålen med grøntsager - om ikke andet, så for at lege med dem. En tomat eller en kartoffel triller så sjovt.

Som tidligere nævnt kan katte generelt ikke tåle løgplanter, og heri tæller også løg, hvidløg og purløg. Hvidløg ødelægger blodlegemerne og giver blodmangel, gulsot og blod i urinen. Katten kan også kaste op og få diarré.

Tomater og kartofler i rå form kan give opkast og diarré på grund af, at katten udvikler mave-tarmkatar. Indtagelse af store mængder rå kartoffel kan medføre døden.

Avocado indeholder stoffet persin, som er meget giftigt for katte, da det slår hjertemuskelcellerne ihjel. Symptomer vil være besværet og hurtig vejrtrækning, hurtig og uregelmæssig puls, væskeophobning i kroppen, og at katten bliver slap og apatisk.

Rosiner og vindruer er også meget giftige for kat og kan give nyreskade. Man har ikke identificeret årsagen til, hvorfor de er giftige og ikke alle katte, som indtager rosiner eller vindruer, bliver forgiftet. Teorien lige nu er, at det er svampe eller svampetoksiner, kattene reagerer på. Potentielt kan katten dø af forgiftningen.

Chokolade indeholder theobromin og koffein, som giver uregelmæssig hjerterytme, opkastning, diarré, forøget tissetrang og kramper. Hunde er mere udsatte for chokoladeforgiftning end katte (som ikke kan smage søde ting og derfor nok ikke går på rov i æske med fyldte chokolader fra Moster Oda).

Kernerne i et æbleskrog er også meget giftige for katte og noget, som katte relativt nemt kan få fat i, når man spiser et æble og lige sætter skroget fra sig. Kernerne giver vejrtrækningsproblemer, krampe, koma og medfører i sidste ende døden.

Andre kerner, såsom abrikoskerner og mandler, er også giftige for katte og er en størrelse, så kattene kan finde på at lege med dem og måske spise dem.

Som den sidste fødevare skal nævnes alkohol. Katte kan ikke tåle alkohol, og symptomerne på alkoholforgiftning er meget lig som hos mennesker.

Fælles for alle disse fødevarer er nok, at det er ting, vi ofte har liggende fremme i hjemmet, og som kattene let kan komme til.

Ikke to katte er ens, og de reagerer forskelligt, og derfor kan man opleve, at nogle katte sagtens kan gå og gnave lidt af en avocado uden problemer, mens andre katte bliver forgiftet.

Farer i haven og garagen

Det bliver for omfattende at nævne alle de planter i haven, som er giftige for katte, men man kan se en del af dem på www.giftigeplanter.dk.

Derudover er katte udsat for forgiftning med sneglegift, som indeholder metaldehyd. Symptomer er opkastning, savlen, mavesmerter, kramper, kollaps og koma. Som med de andre former for forgiftning er behandlingen symptomatisk, og jo tidligere, desto bedre.

Kølervæske er en anden årsag til forgiftning. Ligesom med chokolade er hunde mere udsatte for forgiftning end katte, da kølervæske smager sødt, men spildt kølervæske kan blive forvekslet med en vandpyt af en tørstig kat.

Kølervæske består af ethylenglykol, som bliver nedbrudt til oxalsyre, som igen udskilles via nyrerne, hvor det udfælder som calcium-oxalat (Ca-oxalat) krystaller i nyrevævet. Ca-oxalat kender vi også som nyresten, men når katten får kølervæske, sker udfældningen meget hurtigt i selve nyrevævet, som bliver ødelagt.Symptomer på forgiftning er i første omgang nedstemthed, katten slingrer, kaster op og får høj temperatur. Efter ca. et døgn ser man nyresvigt med dehydrering, tørst, svaghed, blod i urinen, efterhånden ophørt urinproduktion, kramper og koma.

Hvis forgiftningen opdages hurtigt kan man give katten alkohol (ethanol 50%) direkte i blodbanen og på den måde neutralisere effekten af kølervæsken.

Som det sidste skal nævnes rottegift. Rottegift virker på forskellige måder alt efter hvilken rottegift, der er tale om. Nogle giver opkastninger og diarré, og andre giver blødninger i kroppen. Behandlingen retter sig efter årsagen.

 

Hvis katten bliver forgiftet

Mange forgiftninger giver opkastning og diarré. Nogle giver akut nyresvigt, mens andre giver kredsløbssvigt. Andre igen giver voldsomme kramper.

Ofte er det ikke muligt at give en modgift og i de fleste tilfælde, hvor der er fødevarer involveret, kan det være ganske svært at finde frem til, hvad årsagen til forgiftningen er. Især fordi ejeren simpelthen ikke lige forbinder legen med æbleskroget eller vindruerne med en forgiftning.

Hvis forgiftningen lige er sket, kan man prøve at give katten aktivt kul (hvis det er noget, katten har spist), som suger giftstofferne til sig i maven. Man kan også prøve at give et opkastningsmiddel.

Men ofte er det for sent, når først katten kommer til dyrlægen, og behandlingen retter sig efter symptomerne.

Hvis man får mistanke om, at ens kat er blevet forgiftet, så skal man hurtigst muligt kontakte sin dyrlæge, da en del forgiftninger er så alvorlige, at de kræver akut behandling.

Det giver sig selv, at hvis katten ligger med kramper, så kommer de fleste nok af sted til dyrlægen i en ruf. Men hvis man ligefrem ser katten æde den Panodil, man lige tabte på gulvet, så er det altså ikke noget med lige at vente og se tiden an! Når først katten udvikler leversvigt, er løbet kørt. Her gælder det om at få pillen hurtigt op igen.

Der kan altid ske uheld, hvor katten utilsigtet kommer i kontakt med noget, den ikke kan tåle.

Der er hos nogle en opfattelse af, at katte og killinger instinktivt ved, hvad der er giftigt at spise, og hvad der ikke er. Det ved de ikke. Specielt killinger tygger i alt og har ikke den fjerneste anelse om, hvad der er farligt. Det er vores job at sørge for, de ikke spiser noget, de kan komme til skade af.

Men med ovenstående håber vi at kunne gøre folk lidt mere opmærksomme på, hvad man som det mindste skal undgå i dagligdagen, så man kan få glæde af sin lille kat i mange år fremover.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

I dag | 12:32

Hej Kristhina
Send os en mail på shadowpaw@live.dk, hvis du stadig er interesseret i en voksen kat. Vi har en, som søger nyt hjem snarest.
Mvh
Charlotte

...
09.08 | 15:37

Hej
Jeg læser at i indimellem har en voksen kat til salg. Det kunne jeg godt være interesseret i. Jeg har tlf. 42668817 og hedder Kristhina

...
15.07 | 17:19

Hej Maria
Kig på www.norskskovkat.dk, for at se om der er nogle der. Denne her side er kun for vores egne katte, som søger nyt hjem.
mvh Charlotte

...
15.07 | 16:55

Han må godt være helt op til 3 år.

...
Du kan lide denne side
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE